Familiens gaming dag

Tag din familie med, og kom til en hyggelig dag, hvor vi sætter fokus på gaming som en del af vores ungdomskultur, og hvordan vi bedst håndterer kommunikationen omkring online adfærd og gaming i familien. Kurset er bygget op omkring historier og oplevelser, vi har indsamlet gennem mange år samt relevant nutidig forskning om emnet.

Dagen går ud på at få udforsket alle parters synspunkter og forståelser af, hvad gaming er, og hvordan det skal håndteres. Ved at provokere både forældre og børn til at sætte sig i hinandens sted skaber vi en større gensidig forståelse. Samtidigt spæder vi til med viden og historier fra gamingens verden og svarer på nogle af de spørgsmål, både forældre og børn kan have omkring gaming. Selvfølgelig skal vi også alle sammen prøve kræfter med at game – vi sørger for gaming-computere til dagen.

Når man går fra denne kursusdag, vil man have:

  • Større indsigt i sig selv og ens nærmeste ift. online adfærd.
  • Mere konkret viden omkring psykologien i gaming og online tilstedeværelse.
  • Forslag til, hvordan man kan forbedre kommunikationen omkring gaming i hjemmet.
  • Prøvet at spille et af de spil, ens barn bruger alle de mange timer på.

Kurset henvender sig til alle familier – ikke nødvendigvis kun dem, hvor online adfærd har udviklet sig til at være et problem. Vi lærer både af underviserne, egne familiemedlemmer og andre familiers historier. Det store formål er at blive klogere på hinanden.

Formål

At være sammen omkring gamingen en hel dag. De voksne får ny viden om hvad computerspil er og hvad deres effekter på børnene er. Børnene bliver sat i forældrenes sted, og får arbejdet med deres forståelse af sig selv og deres gaming adfærd. Når familien går fra dagen er alle blevet klogere. Alle familier har en fælles kontrakt med hjem, omhandlende den måde de gerne vil kommunikere sammen omkring gaming i hjemmet.

Målgruppe

Familier som har børn eller unge der bruger meget tid på at game. Familien behøver ikke at have et problem med gaming i hjemmet – man kan også bare være nysgerrig på at lære mere og gamingens psykologi!

Mål

At opnå større forståelse for hinandens perspektiver. At blive klogere på hvad gaming gør ved børns psyke. At prøve kræfter med computerspil, sammen med de unge. At udvikle en kontrakt som familie omkring gaming og kommunikation i hjemmet.

Form

Dagen er delt op i tre dele: viden, leg/gaming og familie-team møder. Det betyder at vi skal lytte en smule, spille lidt computer og snakke en masse sammen som familie. Der er sørget for forplejning, inkluderet i prisen.

Book plads på kursus
Læs mere om emnet her
Mød kursets underviser