Kan gaming styrke mit barns kompetencer?

Det er ofte oppe i medierne, hvor skadelige computerspil kan være for hjernen og hvordan spilletid kan blive en forhindring for børns udvikling af dagligdags færdigheder – særligt de sociale. Det er også vigtigt at have fokus på. Men det er ærgerligt, når den type historier spærrer for, hvad der reelt er sandt og falsk ift. computerspil.

For gaming påvirker bestemt ikke kun negativt.

Faktisk viser undersøgelser, at et barns trivsel faktisk kan stige, når det spiller computerspil. Men selvfølgelig skal alt være med måde og computerspillene skal ikke være eneste indhold i dagen.

Hos Tricas synes vi, det er interessant også at se på alle de positive effekter, som computerspillene har. Det betyder ikke, at vi forherliger spillene og synes, at ungerne bare skal have lov at spille i døgndrift. Men debatten bliver forvredet af de mange negative myter. Det gør det svært at få en ordentlig snak med vores børn om, hvad der er fornuftig gaming og hvad, der ikke er.

Derfor vil vi gerne slå fast, at computerspil faktisk gør en masse godt for dit barns kompetencer. I de følgende gennemgår vi 3 af de kompetencer, som gaming er med til at udvikle – men der er mange flere.

 

De sociale kompetencer

Mange computerspil har en indbygget chatfunktion, som ofte bliver brugt flittigt. Her får barnet mulighed for at træne sit engelske, men derudover også sine sociale kompetencer generelt. De lærer at tale med mennesker fra hele verden og dertil kommer al den snak, der foregår offline – i klassen, i klubben, i frikvarteret.

De store spil, som mange kender og spiller, giver faktisk et rigtig godt kit til sammenholdet for mange børn.

Det er så ingen hemmelighed, at bølgerne også kan gå højt, og sproget kan blive grimt. Det kan det også på fodboldbanen i den virkelige verden, men online – hvor der ikke er et ansigt på modtageren – kan det være nemmere at skrue det grimme sprog en tak op. Det skal man selvfølgelig være opmærksom på som forælder og det kan være en god ide, at tage en snak med sit barn om, hvordan kommunikation kan påvirke andre. Hvis dit barn er glad for at spille, kan det også være en god ide at melde dem ind i en esports-forening, hvor der ofte er stort fokus på at holde den gode tone.

Men det er ikke kun forældrene der har et ansvar her – det har spiludviklerne selvfølgelig også. Heldigvis har langt de fleste spil indarbejdet muligheden for at rapportere de spillere som taler grimt eller ligefrem truer de andre spillere. I spil, som League of Legends (LoL) og Fortnite, kan sådan en rapportering hurtigt føre til, at spilleren mister sin konto og skal starte helt forfra! Spiludviklerne er nemlig også interesseret i, at deres brugere opfører sig ordentligt. Dette træner også barnets evne til at indgå i et socialt system, hvor man er afhængig af at opføre sig ordentligt overfor hinanden.

 

Barnets opmærksomhed

Opmærksomhed er evnen til at kunne fokusere sine tanker og sanser på en bestemt ting i længere tid ad gangen. Undersøgelser har vist, at computerspil forbedrer denne evne, hvilket er en meget positiv sideeffekt af spillene. En forbedret visuel opmærksomhedsevne øger barnets evne til at lære og udvikle bl.a. læsefærdigheder.

Samtidigt er gaming som oftest lig med kreativ problemløsning. Så ikke nok med at barnet øger sit fokus, barnet bruger samtidigt en masse hjernekapacitet på at regne ud, hvor de bedst kan løse svære opgaver. Kreativ problemløsning er derfor også en af de kompetencer barnet får trænet igennem gaming.

 

Barnets hukommelse

Den del af hukommelsen, som man kalder arbejdshukommelsen, påvirkes også positivt af computerspil. I et studie fra 2013 viste det sig, at især de spil, der går under fællesbetegnelsen First Person Shooters, er gode for denne del af hukommelsen. Faktisk viste det sig, at børn, der ofte havde spillet den type spil, klarede sig markant bedre i opgaver, hvor man skal bearbejde ny viden og nye informationer.

 

Dette er bare tre af de steder, hvor computerspillene faktisk har en positiv læring i sig. Der findes heldigvis også mange flere.

Hvis du er interesseret i at læse mere om de positive (og negative) effekter ved gaming, så læs med her: https://tricas.dk/positive-og-negative-effekter-af-computerspil/

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du bedst kan hjælpe dit barn med at få en sundt forhold til gaming, så læs meget gerne mere om vores kursus Familiens Gaming Dag her: https://tricas.dk/gaming/gaming-og-familien/