Parterapi

Parterapi er at værne om jeres parforhold. Et solidt og tillidsfuldt parforhold er en stabil og værdifuld grundpille i livet. Sådan en, man bygger sit livs historier op omkring og som sætter en meningsgivende ramme. Men trods gode intentioner er det ikke altid så let at få til at fungere. Mennesker tørner sammen. Vi misforstår hinanden, sårer hinanden, snakker forbi hinanden eller er slet og ret bragende uenige. Vi bliver jaloux, og vi hakker på hinanden.

Alt sammen menneskeligt. Og for det meste, kan vi let børste det af os. Men flytter det svære mere permanent ind, skaber det utryghed og kiler sig ind imellem os. Slår skår i kærligheden. Det svære kan antage mange former, men ens for dem alle er, at det ikke er let at sætte ord på. I hvert fald ikke nødvendigvis de ord, som kan læge. Uanset hvilken form, jeres problem har, kan parterapi hjælpe med at få løst dét op, som er gået i hårdknude.

Få luftet ud - og kom videre

Parterapi hos Tricas handler om at tage fat i det svære, sammen. På den måde kan vi få det vigtige frem i lyset, og dermed finde vejen videre. Verden er mere omskiftelig nu, end den nogensinde har været. Og det påvirker os alle sammen.

I parforholdet betyder det også, at vi ikke ser den samme stabilitet, som vi har set tidligere. For at vi kan være på samme side, kræver det at vi kommunikere tydeligt med hinanden. Vi skal have fat om alt det der kan være svært at sige højt, og derfor er nemmere at holde tilbage. Og for at vi kan det, skal vi have tillid til hinanden. Og så er det faktisk lige meget om det handler om at genfinde gnisten, at finde en god måde at gå fra hinanden, eller at komme sig over svigt.

Find tilbage til kærligheden

Udgangspunktet er, at kærligheden er der et sted. Og sammen finder vi ud af, hvordan vi bedst taler om det, der står i vejen for den. Det sker som en fælles indsats, der sikrer, at begge parter føler, at samtalen er tryg. Psykologen er der ikke for at tage parti, men for at facilitere et rum, hvor forskellige sider af samme historie kan eksistere respektfuldt sammen.

Der er lavet mange film og skrevet mange bøger, som gør grin med konceptet parterapi. Og måske får det dig til at stejle på forhånd? Men virkelighedens terapi er – hånden på hjertet – væsentligt mindre klichéfyldt og langt mere effektivt.

De færreste har lyst til at tale om det svære, og det vil være intuitivt at modsætte sig det. Men når der sættes ord på det, der gør ondt, går noget af brodden for det meste af det. I får et fælles sprog at tilgå det med, og i langt de fleste tilfælde er det i sig selv enormt lettende.